Ændring af fornavn, mellemnavn og efternavn skal altid foretages i det sogn, man bor i. Anmeldelse af navneændring, gøres via borger.dk. med NemID. Hvis man ikke har NemID, eller af anden grund ikke vil foretage en digital navneændring, skal man udfylde en blanket. Blanketterne findes på personregistrering.dk eller kan hentes på kirkekontoret. Betaling af navneændringsgebyret skal ske med dankort i forbindelse med ansøgningen på borger.dk eller i banken, hvis man anmelder navneændring på blanket. Navneloven kan ses på ast.dk, hvor man også kan finde en del vejledning. Man er også meget velkommen til at henvende sig til kirkekontoret.

Bemærk: Visse navneændringer bliver sendt videre til Statsforvaltningen. Dette giver en lidt længere sagsbehandling.

En navneændring koster med enkelte undtagelser 500 kr (pr.1. januar 2019).

Bemærk at et mellemnavn er et navn af efternavnslignende karakter, der står før efternavnet. Se følgende eksempler:
Mette Pernille Hanne Jensen – Jensen er efternavn – Mette Pernille Hanne er alle fornavne. Der er ingen mellemnavne.
Mette Hanne Kirkegaard Hansen – Hansen er efternavn – Kirkegaard er mellemnavn – Mette Hanne er begge fornavne.

Navneændring ved vielse Ønsker man at få samme efternavn og eventuelt mellemnavn på bryllupsdagen, kan man søge om navneændring.Dette skal ske på www.borger.dk med NemID. Navneændring på bryllupsdagen er gratis. Bemærk at en navneændring på bryllupsdagen skal give et navnefællesskab, ellers er det en almindelig navneændring og koster dermed 500 kr.