Som efterladt kommer mange mennesker ud for, at deres omverden kan have svært ved at sætte sig ind i, hvordan det er at have mistet en, man var tæt på.

I Lindevang Kirke er der mulighed for at mødes og tale med andre, der også har mistet. I sorggruppen kan du opleve, at din sorg føles knapt så ensom som før, og at du møder genkendelse og forståelse. Sorggruppen er et frirum, hvor man deler noget af det, der tynger efter et dødsfald. Det er et trygt og omsorgsfuldt rum med respektfuld lydhørhed og plads til at fortælle.

Sorggruppen er etableret i et samarbejde mellem Godthaabskirken og Lindevang Kirke. Gruppen varetages af sognepræst Christiane Gammeltoft-Hansen (Lindevang Kirke) og  hospitals- og sognepræst Birgitte Bjørn Stimpel (Godthaabskirken).

Gruppen er åben for alle aldre. En gruppe består af ca. 6 personer.

Hvis det er noget for dig, så hold øje med kirkernes hjemmesider, hvor du kan finde datoer for næste gruppes møder.