Peter Bjerregaard, organist og dirigent har siden september 2012 været organist ved Godthaabskirken, Frederiksberg. Peter er uddannet organist fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium hos professor Hans Fagius og professor Bine Bryndorf. Har studeret improvisation og fransk orgelmusik hos Sophie-Véronique Cauchefer-Choplin, Paris. Peter er desuden uddannet dirigent fra Det Fynske Musikkonservatorium med Alice Granum og Jørgen Fuglebæk som lærere. Siden 2010 i redaktionen på fagbladet ORGLET. Bestyrelsesmedlem i Dansk Organist- og Kantorsamfund, DOKS siden januar 2016. Peter har, blandt meget andet, været aktiv i et stort anlagt projekt, hvor fire organister og syv professionelle sangere har  indsunget/indspillet samtlige salmer i Den Danske Salmebog. Du kan høre salmerne på hjemmesiden: www.lyttildanskesalmer.dk

Som organist i Godthaabskirken spiller Peter til alle højmesser, musikgudstjenester, andagter og hverdagstjenester. Organisten er musikalsk ansvarlig for Godthaabskirkens Kirkekor på seks sangere; sopran, mezzosopran, alt, tenor, baryton og bas. Peter arrangerer året igennem en række kirkekoncerter hovedsageligt søndage kl. 16.00 og er derforuden tilrettelægger af kirkens sangaftener, tirsdage kl. 18.30.